Bravo Safari byder velkommen til Blixens Kenya Safari, der siden starten af Bravo Safari i 2002, har været vores mest populære safari. Velkommen til Kenya, hvor safaribegrebet blev født, og hvor man stadig bliver bjergtaget af den uendelige stribe af vilde safarioplevelser. Efter en smuk køretur gennem Kenyas spisekammer, kommer vi tæt på naturen og dyrelivet i smukke Samburus meget tørre landskab. Samburu består af tre reservater – Samburu, Shaba og Buffalo Spings. Her tager vi på game drive i reservatet Buffalo Springs og udforsker det rige dyreliv.
Vi oplever også den berømte Lake Nakuru, hvor der er gode chancer for at opleve næsehorn, leoparder, løver og de lyserøde flamingoer. Vi tager på bådsafari i Lake Naivasha, hvor vi hilser på flodhestene og slutter safarien med tre fantastiske nætter blandt det ekstraordinære dyreliv på Masai Maras mægtige sletter.
Blixens Kenya Safari giver os en rendyrket safarioplevelse med alt det bedste, Kenya har at byde på og med den mest pragtfulde indkvartering og fantastiske placering under hele safarien, man kan tænke sig.
Efter safarien flyver vi fra Nairobi direkte til Kenya Kysten, hvor vi har mulighed for afslapning direkte ved det varme Indiske Ocean og verdens næstlængste koralrev.
Kontakt Bravo Safari på tlf. 96 27 37 47 eller skriv til safari@bravosafari.dk
Program kan variere og safaristart kan ændres
Sommerfuglene i maven må gerne flyve med, når vi letter fra Danmark for at flyve sydpå mod det afrikanske kontinent. Kursen er sat mod Kenya. Er rejsen med charterfly, serveres et let måltid, men hjemmefra er der mulighed for at tilkøbe et større opgraderet måltid. Er rejsen med rutefly, er et måltid inkluderet på flyvningen.
Vi ankommer til Mombasa Lusthavn. Her møder vi vores dansktalende rejseleder, og kører en kort tur til vores hotel, hvor vi overnatter.
Vi har dagen til at slappe af ved hotellets pool eller Det Indiske Ocean.
Kenya har en 536 kilometer lang kystlinje. Her er fremragende muligheder for at slappe af og deltage i spændende aktiviteter. De fantastiske strande kombineret med vidunderlige hoteller er det ideelle sted til en ferieoplevelse. Vi kan også få et spændende indblik i en kultur, der har rødder i godt 2.000 års handel og bosættelser af til tider brutale herskere med især arabisk og europæisk baggrund.
Efter en tidlig morgenmad kører vi mod lufthavnen og flyver til Nairobi Lufthavn, hvor vores safarieventyr for alvor starter.
Efter ankomst til Nairobi, kører vi op gennem det kenyanske højland omkring ækvator og passerer gennem det, man kalder Kenyas spisekammer. Frodigheden er markant og her dyrkes majs, ris, mango, ananas, hirse, kasava, kaffe og te. Fra højlandet går turen nu mod lavlandet – et skift i højdemeter over havet, som tydeligt mærkes. Efter at have passeret den lokale ”hovedstad” Isiolo, opleves hurtigt det varme og tørre landskab med sparsom bevoksning, som grundet den lave nedbørsmængde karakteriseres som halvørken. Dog er naturen rig og varieret med små bjerge, stejle slugter, floddale og savanne bevokset med de karakteristiske fladkronede akacietræer. På turen stopper vi også på den dejlige Trout Tree Restaurant, hvor der er frokost inkluderet. Restauranten er bygget i og omkring et stort mugumu figentræ. Herefter når vi frem til Samburu Ashnil Camp, inden det bliver mørkt. Her skal vi bo i to nætter. Ewaso Ngiro, kendt som den brune flod, løber tværs gennem området som en livsnerve, der giver næring til et rigt plante- og dyreliv. Allerede på vej ind til campen møder vi med garanti de første dyr, uden vi dog med sikkerhed ved, hvilke der byder os velkommen netop denne dag. Der er gode chancer for at se både elefanter, giraffer, zebraer og antiloper men også rovdyr som løver, leoparder og geparder.
Vi overnatter i store og komfortable værelser/telte, der ligger med flot udsigt.
Rejser du d. 4. februar 2025 bor du på Samburu Simba Lodge i stedet for Samburu Ashnil Camp, som også er en fantastisk lodge med mulighed for at se dyr direkte fra lodgen.
Vi starter dagen tidligt, hvor vi ser solen stå op og nyder morgenstemningen – for en safari er ganske særlig om morgenen. Her er lyset blødt og varmt, luften er mild og frisk, og det er endnu ikke for varmt. I Samburu finder vi en del dyrearter, som vi kun ser netop her. Vi tager på game drive i reservatet Buffalo Spings i, hvor vi bl.a. går på udkig efter den elegante oryx antilope, der er kendt for sine lange, spidse horn og den smukke net-giraf med det skarpt aftegnede mønster. Vi leder selvfølgelig også efter somalistrudsen med de blå lår og geranukken, den langhalsede giraf-gazelle, der ofte står på bagbenene for at nå højere op efter blade og lever hele livet uden at drikke. Vi vil også gøre alt for at finde den sjældne, smalstribede grevy-zebra med runde ører. Man kan kalde disse fem dyr for ’Samburus Big Five’.
Vi nyder det smukke område i fulde drag, og vi får med garanti en masse dejlige billeder og minder med hjem fra denne tur.
Efter et par begivenhedsrige dage i Samburu vender vi bilerne mod syd og kører forbi højlandet. Køreturen tager os med gennem et smukt landbrugsområde med store marker med hvede, te, byg og grøntsager til eksport. Ved frokosttid ankommer vi til Thomson’s Falls, der i dag hedder Nyahururu (’de nye fald’), hvor vi får frokost. Her tordner Ewaso Nyiro-floden ud over klippekanten i et fald på 75 meter.
Vi fortsætter videre til den kendte Rift Valley sø, Lake Nakuru, her skal vi bo i to nætter på Nakuru Lodge, der ligger med en flot udsigt til vandhuller og græssavanne samt skoven i baggrunden. I Lake Nakuru National Park venter der store oplevelser, så det er dejligt at have god tid i den varierede park.
Dyrelivet er varieret i denne godt 188 km2 store Nationalpark, og her er rigtigt gode muligheder for at se leoparder, løver, sorte og hvide næsehorn og den sjældne rothschild giraf. Men også de lyserøde flamingoer, pelikaner, afrikanske fiskeørne samt masser af farverige fugle gør parken til en stor oplevelse. Vi kører gamedrive morgen og eftermiddag og nyder måltiderne på lodgen.
Efter tidlig morgenmad er det tid til afsked med Lake Nakuru. Kursen går først mod nabosøen Lake Naivasha og en bådtur. Sejlturen varer godt en time på søen, der er hjem for over 1.000 flodheste og et yderst imponerende fugleliv bl.a. masser af isfugle, ørne, hejre og pelikaner. Såvel fugle som flodheste kommer vi ofte helt tæt på.
Efter sejlturen kører vi videre mod Masai Mara. Vi skal bo på Fig Tree Camp Masai Mara, der ligger fantastisk godt placeret midt i området ned til Talek-floden, hvor krokodiller og flodheste ofte holder til. Vi bor i luksustelte, som giver den helt rigtige og autentiske safarioplevelse.
Ud på eftermiddagen kører vi på gamedrive i området, hvor vi har mulighed for at opleve både løver, hyæner, geparder, giraffer, bøfler, elefanter og mange forskellige antiloper og gazeller. Det er den vilde, afrikanske natur, så vi ved aldrig helt præcist, hvad vi får at se, men netop heri ligger spændingen ved safari. Ved solnedgang kører vi tilbage til campen for at spise en god middag med savannens mange lyde som den perfekte baggrundsmusik.
Om natten falder vi i søvn til Afrikas lyde: Løvernes brøl, hyænernes latter og cikadernes sang. Campen har også et hyggeligt bålsted, hvor man kan tale om dagens oplevelser.
Masai Mara er drømmen om Karen Blixens Afrika. Masai Mara betyder ”det plettede landskab” på masaisproget, og det hentyder til det vekslende landskab, der både byder på bølgende græssavanne, spredte skov- og buskområder samt mange små og større vandløb. Masai Mara er et paradis for alle, der holder af natur, da Mara-økosystemet er et af de mest vildtrige områder i verden. Her venter store og små flokke af elefanter over hele reservatet, men også zebraer og mange forskellige antiloper, lige fra den største eland til den mindste dikdik-antilope. Selv det sjældne sorte næsehorn ses jævnligt i områder med tæt buskads. De mange byttedyr betyder også mange rovdyr bl.a. løver, hyæner, leoparder og geparder, der er rigt repræsenteret overalt.
Dagen er afsat til flere store safarioplevelser – måske en ballonsafari i den tidlige morgen. En ekstraordinær oplevelse som man aldrig glemmer, som med fordel kan bestilles hjemmefra.
Kenya er rig på spændende stammer, men masaierne er uden tvivl de mest berømte, og i gamle dage var de også de mest frygtede. Inden man kommer ind i området, kan man se dem med deres store flokke af køer, får og geder. Deres livsstil er ved at ændre sig, men man kan stadig opleve, hvordan de traditionelt levede og stadig lever i landsbyer (manyattaer). Her er hytterne nænsomt bygget i rundkreds for at beskytte kvæg mod rovdyr om natten. I løbet af opholdet er der mulighed for at besøge en masailandsby (ikke inkluderet i prisen) og få et godt indtryk af masaiernes dagligdag. Her vil der også være mulighed for at gøre et godt, lokalt køb fx farverige perlesmykker.
Udover muligheden for at opleve en masailandsby, er dagen igen afsat til store safarioplevelser med gamedrive om morgenen og eftermiddagen.
Efter morgenmaden kører vi gennem parken, siger farvel til Masai Mara og kører tilbage til hovedstaden. På turen stopper vi og har frokost på den skønne Tamarind Brasserie Restaurant.
Vi besøger Karen Blixens Farm i Nairobi, hvor hun levede størstedelen af sin tid i Afrika. Huset er i dag museum, men hver dag bliver der sat friske blomster i huset, så man stadig har følelsen af, at hun bor her. Selv om huset i dag ligger i et velhavende villakvarter, er der stadig udsigt til Ngongbjergene fra den smukke have. Efter besøget kører vi til lufthavnen for at flyve mod kysten, hvor vi lander efter godt en times flyvning. Her kører vi til det valgte hotel for et pragtfuldt kystophold i skyggen af de svajende palmer.
Mombasa er også meget mere end badeferie. Med over 2.000 års historie har byen en masse spændende oplevelser at byde på – bl.a. det berømte vartegn med de store stødtænder, den gamle, arabisk inspirerede bydel Old Town, fæstningen Fort Jesus, kolonibygningen Leven House og markedspladsen Mackinnon Market.
Vi nyder de sidste kenyanske solstråler, inden vi kører til lufthavnen for at flyve hjem til Danmark. Ligesom på udrejsen er et let måltid inkluderet, hvis rejsen er med charterfly, men hjemmefra er der mulighed for at tilkøbe et større opgraderet måltid. Er rejsen med rutefly, er et måltid inkluderet på flyvningen.
Vi lander igen i Danmark.
En uforglemmelig rejse er forbi, men tankerne, kufferten og kameraet er forhåbentligt fyldt med gode minder.
På safarien Blixens Kenya Safari og Det Indiske Ocean skal du bo på tre forskellige lodges og til sidst dit valgte hotel på Kenya Kysten.
Unik mulighed:
Bjarne ”Verdensmester” Jensen kørte sin første safari i Kenya i 1980 og er stadig i topform. Han er kendt i rejsebranchen og har kørt rundrejser over stort set hele jordkloden, men Afrika har altid været hans ubestridte favorit kontinent. Han har bl.a. været stifinder for de store TV selskaber i Kenya og stået i spidsen for masser af ekspeditioner og eventyr over det meste af kontinentet.
Bjarne vil være safari guide på Blixens Kenya Safari med afrejse d. 7. januar og d. 4. februar 2025.
Brug 'Ctrl+C' til at kopiere dette link. Forkortet link: