Safari

Afrikas tre kronjuveler - savanne og sandstrand

0

Tre af Afrikas mest ikoniske safariområder. To lande. Og Kenya Kystens hvide sandstrande som både begyndelse og afslutning på eventyret.
Masai Mara, Serengeti og Ngorongoro-krateret har hver deres særpræg, og det er næsten umuligt at kåre en favorit. Derfor har vi samlet dem på én og samme rejse – og tilføjet både Tsavos vilde natur og afslappende dage ved Det Indiske Ocean.

Rejsen er tilrettelagt og bliver ledt af Bjarne ”VM” Jensen – en af Danmarks mest rutinerede safariguider. Selv kalder han rejsen for ”den ultimative safarioplevelse”.

I mere end 45 år har Bjarne haft snuden i safari-sporet og har mere end 500 safarirejser bag sig på det kontinent, hvor han også har arbejdet som lodge-manager og som ”scout” for store TV-produktioner. I de tidlige år var han med på ekspeditioner fra Cape Town og til Cairo, ligesom han flere gange har været på toppen af Kilimanjaro og Mount Kenya. Men han hader at blive kaldt for safari-ekspert … Han betegner sig selv som en begejstret ”turisme-håndværker” med stor erfaring fra Afrika.

Eventyret begynder i Mombasa, hvor der bliver tid til at lande med et kort ophold på Kenya Kysten, før vi pakker safaribilerne og kører mod den første nationalpark Tsavo Vest – et af de mest elefantrige områder i verden.

Herfra går turen til det spektakulære Ngorongoro-krater i Tanzania, hvor man kan opleve det meste af Afrikas dyreliv samlet på ét sted. Men det stopper ikke her. Vi skal videre til Serengetis endeløse sletter, hvor horisonten typisk brydes af ikoniske granitklipper, der fungerer som rastepladser for de dovne kattefamilier. Et landskab, der tillige er domineret af de enorme koncentrationer af gnuer, zebraer, bøfler og elefanter.

På vejen fra Serengeti i Tanzania til Masai Mara i Kenya gør vi hold ved Victoriasøen, Afrikas største sø. Her venter et mylder af farverige og eksotiske fugle og en roligere stemning ved bredden af den enorme sø.

Masai Mara er et af Afrikas mest dyre- og artsrige områder, og derfor opholder vi os her i flere dage, så vi får det maksimale ud af området.
Safarieventyret slutter selvfølgelig med et besøg på Karen Blixens Museum i Nairobi. Herfra går vi ombord på flyet, der igen flyver os til Mombasa, hvor hele turen rundes af med en velfortjent badeferie på et dejligt hotel på Kenya Kystens Diani Beach efter eget valg.

Safarien gennemføres i specialbyggede landcruisere med maks. seks gæster i hver bil, hvor alle er garanteret vinduesplads. Vi bruger lokale topchauffører i både Kenya og i Tanzania, som alle har et fremragende lokalkendskab i de områder, vi bevæger os rundt i.

Du kan godt se frem til et uforglemmeligt eventyr i Kenya og Tanzania.

Rejsens højdepunkter
  • Afrikas tre bedste safariområder
  • Safariekspert Bjarne ’VM’ Jensen som guide
  • 9 dages yderst varieret safariprogram
  • Rovdyrenes rige, Masai Mara
  • Victoriasøens rige fugleliv
  • Safari på Serengetis endeløse sletter
  • Mulighed for ”The Big Five” i Ngorongoro-krateret
  • Off-road safari på Ndutus sletter
  • Indkvartering i autentiske camps med den ”rigtige” beliggenhed
  • 5 nætters badeferie på Kenya Kysten
Og meget mere
Turens

Højdepunkter

  • Afrikas tre bedste safariområder
  • Safariekspert Bjarne ’VM’ Jensen som guide
  • 9 dages yderst varieret safariprogram
  • Rovdyrenes rige, Masai Mara
  • Victoriasøens rige fugleliv
  • Safari på Serengetis endeløse sletter
  • Mulighed for ”The Big Five” i Ngorongoro-krateret
  • Off-road safari på Ndutus sletter
  • Indkvartering i autentiske camps med den ”rigtige” beliggenhed
  • 5 nætters badeferie på Kenya Kysten
Dette er

Inkluderet i rejsen

  • Fly fra Billund til Mombasa t/r
  • Fly fra Nairobi til Mombasa
  • Al kørsel mellem hoteller og lufthavne
  • 9 dages safariprogram inkl. helpension
  • Safariekspert Bjarne ’VM’ Jensen som guide
  • Indkvartering på fantastiske camps på safarien
  • Safari i landcruisers med garanteret vinduesplads
  • Alle game drives jævnfør program
  • Alle entréer til nationalparkerne
  • 5 nætter på selvvalgt hotel på Kenya Kysten
  • Alle kendte skatter og afgifter
  • Bidrag til Rejsegarantifonden
Dette er

Ikke inkluderet i rejsen

  • ETA/Visum til Kenya ca. USD 32,5
  • ETA/visum til Tanzania ca. USD 50
  • Drikkevarer (drikkevand i vores biler på hele safarien er inkluderet)
  • Drikkepenge, ca. USD 8-10 pr. safaridag pr. person
  • Eventuelle vaccinationer
  • Rejse- og afbestillingsforsikringer (kan tilkøbes)
Dag 1

Afrejse fra Billund til Mombasa

Vi flyver fra Danmark med en fantastisk rejse foran os. Vi lander i Mombasa og fortsætter ud til kysten, hvor du indlogeres på dit valgte hotel.

Dag 2

Badeferie på Kenya Kysten

Feriens første hele dag står på 100 % afslapning. Nyd dagen i dit eget tempo på det hotel, du har valgt på Kenya Kysten. Slap af ved poolen, gå en tur på Diani Beachs kridhvide sandstrand eller tag en dukkert i det Indiske Ocean. Så er du klar, når morgendagens eventyr starter.
Overnatning på hotel efter eget valg på Diani Beach.

Diani Beach
Diani Beach
Diani Beach
Dag 3

Taita Hills og de røde elefanter

Efter morgenmaden forlader vi Kenya Kysten og sætter kursen mod Taita Hills og Lumo Conservancy. Området ligger som en vigtig korridor mellem Tsavo Øst og Tsavo Vest og er en del af det landskab, der er kendt for sine store flokke af elefanter med en særlig rødbrun farve. Farven får elefanterne, når de tager støvbad i den okker- og jernrige jord.

Lumo Conservancy arbejder for at bevare og beskytte områdets rige dyreliv og natur, samtidig med at reservatet bidrager til at forbedre levevilkårene for den lokale Taita-befolkning.

Vi ankommer til vores overnatningssted, Soroi Cheetah Tented Camp, til tidlig check-in og frokost. Om eftermiddagen tager vi på game drive, hvor safarioplevelserne for alvor begynder. Dagen rundes af med en såkaldt ”sundowner”, mens solen langsomt forsvinder bag det afrikanske landskab. Tilbage i campen venter aftensmaden.

Taita Hills
Lumo Conservancy
Lumo Conservancy
Dag 4

Fra Tsavo til Ngorongoro i Tanzania

Efter en tidlig morgenmad tager vi afsted med madpakker i bilen og kører mod grænseovergangen ved Taveta. Her ordnes de nødvendige told- og indrejseformaliteter, inden vi fortsætter turen i tanzanianske safaribiler.
Vi fortsætter turen ind i Tanzania mod et af Afrikas absolutte højdepunkter: Ngorongoro-krateret. Det er verdens største intakte caldera, der er kendt for sit imponerende dyreliv, der holder til på kraterbunden året rundt.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Ngorongoro Serena Lodge ved toppen af krateret, hvor vi bliver indkvarteret og spiser aftensmad. Her overnatter vi i standardværelser.

Ngorongoro-krateret
Dag 5

Ngorongoro-krateret – Afrikas Eden

Efter en tidlig morgenmad kører vi ned på bunden af Ngorongoro-krateret, hvor dagen står på safari. Det beskyttede naturområde ligger i Great Rift Valley og byder på et imponerende landskab med vulkaner, bjerge, åbne sletter, søer og skovområder.

Kraterbunden ligger i ca. 1.600 meters højde og dækker et område på omkring 265 km². Omgivet af vulkanens skråninger danner krateret et naturligt afgrænset område, hvor næsten 30.000 dyr holder til.

Her er særdeles gode muligheder for at opleve flere af “The Big Five” – blandt andet løver, elefanter, bøfler, leoparder og med held det sjældne sorte næsehorn. Derudover lever her blandt andet flodheste, zebraer, flamingoer og store flokke af græssende dyr.

Vi spiser vores medbragte frokost på kraterbunden og fortsætter safarioplevelserne. Mætte af oplevelser for livet forlader vi krateret og vender tilbage til Ngorongoro Serena Lodge, hvor aftensmaden venter, og vi overnatter endnu en nat.

Ngorongoro-krateret
Ngorongoro-krateret
Ngorongoro-krateret
Dag 6

Game drive til Serengeti via Ndutu

Efter morgenmaden tjekker vi ud fra lodgen og tager afsted med madpakker til dagens tur. Undervejs mod Serengeti kører vi gennem Ndutu-området og tager på game drive, så allerede på køreturen er der igen mulighed for spændende møder med dyrelivet.

Ndutu er berømt for et landskab fyldt med savanne, akacielunde og alkaliske søer, der rummer et spændende fugleliv. Ndutu er verdensberømt som et samlingssted for hundredtusinder af gnuer, zebraer og Thomson-gazeller, inden de fortsætter på den store vandring. Og så er området tillige et af de meget sjældne terræner, hvor vi har tilladelse til at køre off-road safari.

Vi fortsætter gennem landskabet og ankommer til Mbuzi Mawe Tented Camp inden solnedgang. Her bliver vi indkvarteret i vores telte, inden vi spiser aftensmad og overnatter midt i Serengeti Nationalpark.

Dag 7

Vi udforsker mere af Serengeti

I dag har vi hele dagen til at opleve Serengeti. Vi tager på game drive både morgen og eftermiddag og går på opdagelse i nationalparkens imponerende dyreliv.

Serengeti er berømt for sine næsten endeløse sletter og sit enestående dyreliv, hvor store flokke af græssende dyr deler landskabet med blandt andet store løvefamilier, leoparder i akacietræerne, geparder på jagt og hyæner, der følger savannens rytme.

Mellem vores game drives er der tid til frokost og afslapning i campen, hvor savannens lyde danner bagtæppe.
Alle dagens måltider er inkluderet, og vi overnatter endnu en nat på Mbuzi Mawe Tented Camp.

Serengeti
Serengeti
Serengeti
Dag 8

Fra Serengeti til Victoriasøen

Efter morgenmaden tager vi afsked med Serengeti og kører mod Victoriasøen med madpakker til dagens tur. Undervejs fortsætter safarioplevelserne gennem landskabet, inden vi når frem til vores lodge ved søen.
Victoriasøen er Afrikas største sø og breder sig over grænserne mellem Tanzania, Kenya og Uganda. Efter dagene på Serengetis åbne savanne venter her et helt andet landskab, et mylder af farverige og eksotiske fugle og en roligere stemning ved bredden af den enorme sø.

Vi ankommer til Serenity on the Lake, hvor vi bliver indkvarteret i bungalows. Her spiser vi aftensmad og overnatter med Victoriasøen som nærmeste nabo.

Dag 9

Fra Victoriasøen til Masai Mara

Efter en tidlig morgenmad tager vi afsked med Victoriasøen og kører med madpakker mod Isebania-grænsen mellem Tanzania og Kenya.

Ved grænsen ordner vi de nødvendige told- og indrejseformaliteter og krydser ind i Kenya. Her skifter vi både safaribil og chauffør, inden turen fortsætter gennem det kenyanske landskab mod majestætiske Masai Mara.
Hen på eftermiddagen når vi frem til Masai Mara, hvor savannen igen tager over. Allerede på vej mod campen tager vi på game drive, så vi holder øjnene åbne efter områdets imponerende dyreliv – vi ved aldrig, hvad der venter omkring næste sving.

Vi ankommer til Fig Tree Camp Masai Mara sidst på eftermiddagen og bliver indkvarteret i Deluxe Ngaboli-telte. Herefter venter aftensmad og vores første nat midt i Masai Mara.

Giraf i Masai Mara
Masaier
Ballonsafari over Masai Mara
Dag 10

Meget mere Masai Mara

Hele dagen er afsat til safari i Masai Mara – et af Afrikas mest dyre- og artsrige områder. Her lever store bestande af løver, leoparder og geparder side om side med elefanter, bøfler, giraffer, zebraer og et væld af antiloper.

Vi tager på game drive både morgen og eftermiddag. Tidligt på dagen vågner savannen langsomt omkring os, og rovdyrene er ofte stadig aktive. Om eftermiddagen tager vi igen ud på de åbne vidder, hvor det varme lys lægger sig over landskabet.

Netop dét er noget af magien ved Masai Mara: To game drives er aldrig ens. Måske venter en løveflok i græsset, elefanter på vandring eller en gepard, der spejder ud over savannen. Vi ved aldrig helt, hvad dagen bringer – og det er præcis dét, der gør safari så fascinerende.

Mellem dagens safarioplevelser nyder vi måltiderne og livet på Fig Tree Camp, hvor vi overnatter endnu en nat i vores Deluxe Ngaboli-telte.

Løve i Masai Mara
Dag 11

Nairobi og Karen Blixen Museum

Efter en tidlig morgenmad tager vi afsked med Masai Mara og begynder turen mod Nairobi. Vi har madpakker med til dagens køretur, og undervejs skifter landskabet endnu en gang karakter, inden vi når frem til Kenyas farverige hovedstad.

I Nairobi besøger vi Karen Blixen Museum, der ligger i forfatterens tidligere hjem ved foden af Ngong Hills. Her boede Karen Blixen under en stor del af sine år i Kenya, og besøget giver os et indblik i hendes liv og historien bag de år i Afrika, som senere blev verdenskendte gennem Den afrikanske farm.

Efter besøget kører vi til lufthavnen i Nairobi, hvor safaridelen af rejsen slutter. Herfra går turen med fly til Mombasa og videre mod Kenya Kysten, hvor savannens vilde oplevelser afløses af palmer, hvide sandstrande og afslappende dage ved Det Indiske Ocean.

Ved kysten checker du ind på et hotel efter eget valg.

Kenya Kysten
Karen Blixen Museum
Dag 12-14

Badeferie ved det Indiske Ocean

Efter ni dage fyldt med store safarioplevelser er tempoet et helt andet ved Kenya Kysten. Dagene er dine egne – måske med bare tæer i det kridhvide sand, en dukkert i Det Indiske Oceans turkisblå vand, snorkling, spa eller en udflugt langs kysten. Og måske skal der slet ikke ske andet end at lade alle savannens oplevelser bundfælde sig.

Overnatning på hotel efter eget valg på Diani Beach.

Kenya Kysten
Dag 15

Hjemrejse fra Mombasa

I dag er det tid til at sige farvel til Kenya og Afrika, når vi kører mod Mombasa Lufthavn, hvorfra turen går hjem til Danmark.

Del denne side via E-mail